Børnepolitik 2017-2020
Alle børn på Ærø har krav på en sund og tryg opvækst
Forord
Ærø Kommune ønsker at være et godt sted for børn: Et sted hvor børn vokser op i tryghed med fokus på udvikling såvel socialt som fagligt gennem et godt børneliv.
Kommunalbestyrelsen har nu vedtaget en børnepolitik, der er blevet til i et prisværdigt samarbejde med alle grupper på Ærø, der har en indflydelse på og et ansvar for børns hverdag og trivsel. Børnepolitikken skal nu udmøntes i konkrete forslag over de næste år, så vi vedvarende kan sige, at Ærø er børnenes ø nummer et.
Vi er overbeviste om, at forældre og andre vil glæde sig over de mange konstruktive og positive tanker, der er indføjet i børnepolitikken på Ærø. Et trygt og godt børneliv er den bedste garanti for et lykkeligt ungdoms- og voksenliv.
Carl Jørgen Heide
Formand for kultur- og Socialudvalget
Indledning
Med børnepolitikken ønsker vi at fremme og konkretisere Ærø Kommunes vision og mission på børn og ungeområdet om, at alle Ærøs børn og unge vokser op i trygge rammer og dannes og rustes til ungdoms- og erhvervsuddannelserne samt at ærøske børn og unge er sunde og socialt og fagligt kompetente.
Forældre, søskende og familien er de mest betydningsfulde personer i børns liv.
Nøgleordene i børnepolitikken er:
- leg og læring
- dannelse og uddannelse
- trivsel og udvikling
Med Børnepolitikken ønsker vi samtidig at styrke dialogen med børn, forældre og andre interessenter på børneområdet. Vi vil støtte en nytænkning, der kan matche øens udfordringer og fremme vore børnepolitiske mål. Børnepolitikken skal ses i sammenhæng med kommunens øvrige politikker.
Børnepolitikken er kvalificeret i samspil med kommunale og private forældre- og skolebestyrelser, personalegrupper, MED-udvalg og andre interessenter på området. Børnene selv har ikke været inddraget i formuleringen af politikken, men det er afgørende at de involveres når politikken skal omsættes i praksis i børnenes hverdagsliv i dagtilbud, skoler, klubber og foreninger
Børnepolitikken baserer sig på fire temaer: |
---|
|
En sund start på livet
Værdier og børnesyn:
Alle børn på Ærø har krav på en sund og tryg opvækst, samt at blive anerkendt som dem, de er
Styrker
- Lille ø samfund, tæt nærmiljø med gensidigt kendskab på tværs af generationer
- Natur, der kan bruges og bliver brugt. Mange grønne flag
- Korte afstande mentalt og fysisk
- Rige traditioner, der involverer
- Attraktive dag og skole tilbud til børn og unge på Ærø. Overskuelige enheder, hvor børn og forældre føler sig velkomne
- Tryghed, der skaber læring
- Fokus på børnenes udvikling, herunder koordineret 3 års undersøgelse
- Tæt og tidligt tværfagligt samarbejde mellem kommende forældre, jordemødre og sundhedsplejerske
- Lav kriminalitet.
Det er en udfordring, at:
- Tilpasse dag og skoletilbud til udsving i børnetal
- Forventningerne ikke altid er afstemte mellem børn, forældre og medarbejdere ved børnenes overgange for eksempel fra hjem til dagtilbud eller fra dagtilbud til skole
- Motivere og engagere børn mentalt og fysisk i konkurrence med den digitale underholdningsindustri.
Vi har et helhedsperspektiv på barnets trivsel, læring og udvikling. Vi vil arbejde på at styrke de beskyttende faktorer omkring barnet, så som familie og familienetværk, dagtilbud med kvalitet, skoler med høj faglighed og trivsel, venskaber mellem børn og dannelse af medborgere, samt at
- alle børn på Ærø skal have muligheden for at træffe gode og sunde valg, der styrker dem på vejen i livet.
- sundhedsfremmende tiltag bliver en naturlig del i børns hverdagsliv og bliver hjulpet til, på et tidligt tidspunkt, at tage ansvar for egen sundhed og for eksempel spise sundt og bevæge sig
- relevante indsatser sættes i værk tidligt i dialog med forældrene, lige fra graviditeten og som tidlige indsatser hos spædbørn og med opfølgning, når vi uanset alder ser de første tegn på manglende trivsel
- børn gennem dagtilbud, skoler, klubber og foreninger får selvværd og bliver dygtigere, opsøgende og nysgerrige og prøver sig selv af
- fremme børns lyst til at lære, også i mere spontane og innovative aktiviteter styret af børn selv
- skabe gode og trygge rammer for børns læring, udvikling og trivsel gennem leg og bevægelse
- have opmærksomhed på og støtte børn, der vokser op i familier med psykisk sygdom og misbrug.
Dannelse i fællesskab
Værdier og børnesyn:
Alle børn skal inddrages, have indflydelse og føle sig hørt
Styrker
- At børnene tidligt indgår i trygge og sociale sammenhænge
- Vi ser værdien i børns forskelligheder
- Der er demokratisk lydhørhed i dagtilbud og skoler, så børnenes stemmer også høres
- Der er stærke generationsnetværk mellem børn, unge og ældre
- Der søges løsninger og udvises fleksibilitet i de almene tilbud for børn i sårbare positioner
- At der både er kommunale og private dag- og skoletilbud.
Det er en udfordring, at:
- indfange børns særlige interesser og have volumen til at gennemføre aktiviteter
- nogle børn ikke har nære relationer til jævnaldrende eller ikke føler sig som del af sociale fællesskaber i institutioner, skoler, klubber og foreninger
- udvikle børnenes digitale dannelse og skabe sociale færdselsregler på nettet.
Vi vil gennem forskellige indsatser give børn lige muligheder. Institutioner og skoler skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige og personlige resultater. Vi vil arbejde for at:
- børnene skal inddrages og have ansvar i deres hverdagsliv, børn dannes som demokratiske medborgere
- børnene skal lære at indgå i forskellige former for fællesskaber, og det skal være tydeligt for dem, at de bidrager til deres egen og andres udvikling
- der skal være udfoldelsesmuligheder for både den enkelte og for fællesskabet alle de steder, hvor børn møder andre på øen i al dens mangfoldighed
- den enkelte føler sig anerkendt, værdsat, accepteret og mødt ud fra egne forudsætninger sikre at alle børn i dagtilbud, skoler, klubber og foreninger får udbytte
- børn med særlige behov som udgangspunkt sikres støtte i de almene tilbud og kan profitere af det
- alle børn oplever accept i sociale fællesskaber på trods af forskellighed, der skal især lægges vægt på at børn med særlige behov bliver set, hørt og respekteret for de unikke bidrag, de bringer med ind i fællesskabet
- stoppe mobning i institutioner, skoler, klubber og foreninger ”Ærø er mobbefri ø”
- udvikle børns evne til at se, høre og respektere andre, også i de digitale medier
- der arbejdes bevidst med kulturaktiviteter med børn som kultur skabere
- Ærø er et godt sted at vokse op.
Forældreansvar og -samarbejde
Værdier og børnesyn:
Forældrene er de mest betydningsfulde i barnets liv og grundlaget for et godt samarbejde om den kommunale indsats.
Styrker
- Korte beslutningsveje, mindre bureaukrati
- Forældre, der tager ansvar og bakker op om institutioner og skoler
- Nære relationer og kendskab på tværs af institutioner, skole og fritids- og foreningstilbud
- Velfungerende forældre- og skolebestyrelser
- Løbende dialog mellem forældre- og skolebestyrelser og Kultur- og Socialudvalget.
Det er en udfordring at:
- balancere nogle forældres ønsker med mulighederne
- håndtere sårbare børn, der er indadvendte og usynlige eller er udad reagerende og urolige
- at favne forældres meget forskellige opfattelser af opdragelse og grænsesætning, samt finde fælles tilgange.
Forældrene har ansvaret og er de mest betydningsfulde i barnets liv. Forældrene er helt afgørende for, at børn og unge vokser op som sunde børn, der trives, leger, lærer og udvikler sig.
Vi vil arbejde for at:
- forældrene engagerer sig i børnenes institutions-, skole- og hverdagsliv
- skabe en kultur der lægger op til, at forældrene accepterer familiernes forskelligheder og forskellige meninger
- at skærpe forældrenes opmærksomhed på børnenes indbyrdes omgangstone- og former
- samarbejde med forældre som en aktiv part og ressource i forhold til barnet og den unges trivsel, læring og udvikling i institutioner, skoler og foreningsliv
- børn og forældre oplever at der tages hånd om barnets behov og de ved hvor de kan få hjælp
- forældrene oplever at være en ressource og bliver mødt med et ønske om samarbejde og respekt om deres synspunkter
- yde en tidlig, forebyggende, sammenhængende og målrettet indsats i forhold til børn, unge og familier med behov for særlig støtte for at imødegå større problemer på længere sigt.
Styrkelse af faglighed til gavn for alle
Værdier og børnesyn:
Alle børn skal udfordres af kompetente medarbejdere, så børnene bliver så dygtige, de kan.
Styrker
- Flad ledelsesstruktur og korte beslutningsveje
- Høj faglighed og prioritering af videreuddannelse
- Prioritering af efter- og videreuddannelse. Mange medarbejdere og ledere med diplomuddannelsesforløb
- Godt tværfagligt samarbejde og fokus på børn i vanskeligheder. Gensidigt kendskab mellem medarbejdere; sundhedspleje, pædagogik, undervisning og social indsats
- Lavt sygefravær både blandt børn og medarbejdere
- Velfungerende MED struktur.
Det er en udfordring, at:
- sikre den konkrete ekspertise i forhold til børns individuelle og særlige behov
- kønsfordelingen blandt medarbejdere på børneområdet er skæv
- forventningsafstemme mellem børn, forældre, medarbejdere, for eksempel i overgange mellem dagtilbud og skole
- balancere mellem leg og læring, hensyn og passende udfordringer
- få flere medarbejdere i fælles uddannelsesforløb samtidig med at løse de pædagogiske opgaver under uddannelsen.
Høj faglighed og kvalitet i tilbuddene skal give alle børn og unge gode muligheder for at trives, for at udvikle sig og for at lære bedst og mest muligt. Vi vil arbejde for at:
- børnene skal føle sig trygge og på sikker grund, og samtidig udfordres, så de får mulighed for at udfolde deres potentialer, uanset baggrund
- børn og forældre skal opleve en rød tråd med helhed og sammenhæng i overgangene mellem de forskellige tilbud i børnenes hverdagsliv
- børn senere i livet har oplevelsen af at de er blevet hørt, set og hjulpet på kvalificeret vis.
- vurdere om de rammer, som dagtilbud, skole og fritidstilbud giver, matcher barnets og børnegruppens behov, herunder også børns særlige interesser og kreativitet.
- medarbejderne griber til handling ved bekymring for børns trivsel og udvikling
- medarbejderne er forpligtet til at samarbejde og søge relevant viden og sparring
- der i faglige og tværfaglige møder arbejdes systematisk med at samle effektfuld viden, herunder involvere de berørte børn og forældre, herunder fremme en refleksions- og evalueringskultur
- uddannelses- og kompetenceniveauet blandt medarbejdere og ledere prioriteres og er højt, herunder at kvalificere medarbejderne til at løse social- og specialpædagogiske opgaver i de almene tilbud
- fremme fælles værktøjer og tilgange, som for eksempel Børnelinealen, ”Integrated Children’s System” (ICS) og Forebyggelsestrekanten, som grundlag for dialogen med forældre og den tværfaglige indsats.
En sammenhængende børnepolitik og ungdomspolitik
Ærø Kommunes ungdomspolitik bygger på FN’s Børnekonvention, der gælder for alle børn under 18 år i Danmark, uanset hvor i verden de kommer fra. Konventionen tager udgangspunkt i barnets bedste, bl.a. for at sikre:
- Børn og unges grundlæggende rettigheder, fx mad, sundhed og et sted at bo
- Børn og unges ret til udvikling, fx skolegang, fritid, leg og information
- Børn og unges ret til beskyttelse, fx mod krige, vold, misbrug og udnyttelse
- Børn og unges ret til medbestemmelse, som fx indflydelse, deltagelse og ytringsfrihed.
Ærø Kommune har efter den sociale servicelov en forpligtelse til at føre et generelt og konkret tilsyn med alle børn og unge i kommunen. Det dækker blandt andet tilsyn med de forhold, som børn og unge under 18 år lever under. Desuden skal tilsynet føres på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt får kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år.
Ærø kommune skal således sikre, at de tilbud og opgaver, der løses efter serviceloven, indgår i en samlet indsats over for børn og deres familier og på en sådan måde, at indsatsen fremmer børns og unges udvikling. Arbejdet skal tilrettelægges i samarbejde med forældrene og indsatsen skal så vidt muligt gives i de almene tilbud. Det gælder både i det forebyggende arbejde og ved den mere målrettede indsats.
Aktører
Børnepolitikken
- rækker ud mod børn, unge og forældre
- retter sig mod kommunens egen virksomhed: sundhedsområdet, dagpleje, institutioner og skoler, fritidstilbud, socialområdet, job- og voksencenter, samt øvrige administrative afdelinger
- appellerer til frivillige, klubber- og foreninger, samt private tilbud til børn med opfordring til samarbejde og koordinering
- er rammesættende for det lokalpolitiske arbejde i forældre- og skolebestyrelser, politiske udvalg og kommunalbestyrelse, samt mellem private og kommunale tilbud.
Ærø Kommunes overordnede mission og vision
Mission
Ærø Kommune skal understøtte, at Ærø udvikles som et attraktivt helårssamfund og en attraktiv turistdestination.
Vision
Ærø er det bedste alternativ til storbyen.
Ledetråde:
- Vi er en selvstændig kommune.
- Vi er et levedygtigt helårssamfund.
- Vi er Danmarks bedste ø at bo på.
- Vi vil det sunde liv.
- Vi er Danmarks uddannelses-ø.
- Vi har havet og naturen som fundament.
- Vi har unikke muligheder for at samarbejde på tværs.
Børn og ungeområdet
Mission: Ærø Kommune skal medvirke til, at alle Ærøs børn og unge vokser op i trygge rammer, dannes og rustes til ungdoms- og erhvervsuddannelserne.
Vision: Ærøske børn og unge er sunde samt socialt og fagligt kompetente.
Ledetråde:
- Alle børn bliver set, hørt og forstået
- Der er tæt samarbejde mellem alle omkring det enkelte barn og det enkelte unge menneske
- Vores skoleelevers faglige niveau ligger i Danmarks Top 10
- 95 % af vores unge får en ungdomsuddannelse
- Vores lokale ungdomsuddannelsesinstitutioner er attraktive valg for både lokale og unge ude fra
- Ungdomsskole, musikskole, foreninger og erhvervsliv er en integreret del af børne- og ungdomslivet.
Ærø Kommunes Børnepolitik 2017 – 2020
- Alle børn på Ærø har krav på en sund og tryg opvækst, samt at blive anerkendt som dem, de er
- Alle børn skal inddrages, have indflydelse og føle sig hørt
- Forældrene er de mest betydningsfulde i barnets liv og grundlaget for et godt samarbejde om den kommunale indsats.
- Alle børn skal udfordres af kompetente medarbejdere, så børnene bliver så dygtige, de kan.